Tredje verden

Når genteknologi bliver debatteret, handler det ofte om hvilken betydning, anvendelsen af genteknologi kan få for den del af verden, hvor mad er en mangelvare. Nogle gange udlægges genmodificerede afgrøder som den største trussel mod de fattige landes landbrug. Andre gange som løsningen på verdens fødevaremangel.

Krig og ujævn fordeling af jordens ressourcer er formodentlig blandt de vigtigste faktorer i forhold til manglen på mad. Men hvis man ser bort fra de store politiske faktorer, er genteknologien så en trussel eller en mulighed for den fattige del af verden?

De fleste af de genmodificerede sorter, der bliver udviklet i dag, er beregnet til dyrkning i et intensivt, højproduktivt, konventionelt landbrug, som er mest almindeligt i den rige del af verden. Her kan de genmodificerede sorter bidrage til at mindske landbrugets belastning af miljøet.

Vil genmodificerede sorter også kunne dyrkes hos de fattigere bønder i tredje verdens lande? Lovende eksempler som f.eks. ”Den gyldne ris” er under udvikling. A-vitaminberiget ris har allerede vakt store forhåbninger hos mange mennesker i den tredje verden. Flere andre egenskaber, som kan opnås ved hjælp af genmodificering, herunder insekt- og sygdomsresistens samt tørke- og salttolerance, er egenskaber, der kan medføre forbedringer for landbruget i u-landene.

Det globale landbrug

UNDP, FN’s udviklingsprogram, udarbejder hvert år en rapport over menneskets tilstand og udvikling. Rapporten fra 2001 viser tydeligt, at ikke alle er sikret adgang til fødevarer. Mere end 800 millioner mennesker er underernærede. Om 50 år forventes jordens befolkningstal at være steget til næsten 9 milliarder mennesker.

Med den hurtige befolkningstilvækst bliver det endnu mere vigtigt at finde løsninger, der forbedrer adgangen til fødevarer. Globalt set producerer landbruget i dag mad nok til verdens nuværende befolkning. UNDP’s rapport peger på de genmodificerede afgrøder som en mulig vej til en bedre fødevareforsyning. Fattigdom og sult kan ikke udryddes gennem ny teknologi alene. Det er også et spørgsmål om ressourcefordeling, adgang til arbejde, sundheds- og sygepleje, uddannelse, magt og indflydelse.

Genteknologien kan ikke løse fordelingsproblemet. Men genteknologiske egenskaber kan være med til at påvirke landbruget positivt. Sygdomsangreb, insektangreb og miljøbetonede stressfaktorer (læs om stresstolerance) som f.eks. tørke og salt er problemer, der er til at få øje på i udviklingslandene. Ødelagte fødevarelagre er også et stort problem. Ifølge UNDP’s rapport kan bioteknologien være med til at øge produktionen i ”økologisk marginaliserede” områder. Det formodes, at bioteknologien vil kunne bidrage til en større høst, et forbedret næringsindhold i fødevarerne og færre skader på fødevarelagrene. Det kræver dog, at der bliver forsket i afgrøderne og i de egenskaber, som udviklingslandene vil kunne få gavn af.

Den udvikling, der er sket indenfor bioteknologien, har først og fremmest drejet sig om afgrøder, som har stor økonomisk betydning for de industrielt udviklede lande. For her findes ressourcer, kundskab og adgang til teknologi. Det mangler i mange af verdens fattigste lande. Men på trods af manglende ressourcer blev der i år 2001 dyrket genmodificerede afgrøder på over 100 millioner hektar i udviklingslandene. Kapacitetsudvikling indenfor en række områder er vigtig i mange udviklingslande. Øgede ressourcer til lokal forskning og udvikling samt opbygning af forvaltningens håndtering af risici og risikobedømmelse er vigtige elementer. Her må alle aktører i samfundet deltage og bidrage.

Stresstolerance

Planterne har forskellige former for tolerance over for stressfaktorer. Visse potteplanter kan f.eks. ikke tåle den mindste form for udtørring uden at tabe alle sine blade (bladtabet er en beskyttelsesmekanisme for at undgå total udtørring). Andre planter, f.eks. kaktusser, kan tåle lange tørkeperioder uden at blive synderligt påvirket af det.  De fleste planter har det dog bedst med en jævn tilgang af vand og næring. Landbrugsafgrøder er heller ingen undtagelse fra denne regel.

Det er svært at sikre en jævn tilgang af vand til markerne. Det er kun få steder i verden, at kunstvanding kan lade sig gøre uden omfattende miljøskader til følge, f.eks. ophobning af salt i jorden. I mange områder af verden er det et velkendt fænomen, at planterne bliver stressede af for høje eller for lave temperaturer, højt saltindhold, syrefattig jord eller sur jord med lav PH-værdi. Vejret og de følger, som det ofte har, er svært at ændre på, og derfor bliver det mere overkommeligt at forædle planter, som bedre kan klare anstrengelserne.

Cartagenaprotokollen kan hjælpe udviklingslandene

Internationale organisationer som f.eks. FAO, FN og WHO spiller en afgørende rolle i arbejdet med at udvikle retningslinjer og standarder. Her kan Cartagenaprotokollen om biosikkerhed, en protokol under Konventionen om biologisk mangfoldighed, spille en vigtig rolle for udviklingslandenes muligheder for at få hjælp til at risikobedømme genmodificerede afgrøder. Men frem for alt sikre assistance til u-landene i arbejdet med at opbygge deres egen kompetence på området.

Biosikkerhedsprotokollen regulerer grænseoverskridende transport af genetisk modificerede organismer, hvor også tilgangen til information samt opbygningen af kapacitet er centrale områder.

Problemerne for landbruget i tredje verdens lande er mange og af skiftende karakter. Produktionsniveauet forbedres på mange områder takket være den såkaldte grønne revolution. Nye højtforædlede sorter, som giver højere afkast og et mere sikkert udbytte, har medført en øget fødevaretryghed i store dele af verden. Men hungersnød forekommer stadig jævnligt, og kravene om at øge produktionsniveauerne, eller i det mindste fastholde dem, er høje.

Miljøbelastningen er tiltaget

Samtidigt med en øget produktion er miljøbelastningen også delvist tiltaget. Landbrugets produktionsmuligheder bliver påvirket negativt af jorderosion, klimaforandringer, sygdomsangreb på afgrøder og en reducering af den brugbare jord som følge af urbanisering. Udviklingen af metoder, som kan imødekomme disse miljøproblemer, er derfor nødvendig. En generelt reduceret intensitet i landbruget kan måske mindske visse miljøproblemer, men det øger samtidigt risikoen for en øget og omfattende hungersnød. En udvidelse af dyrkningsarealerne, for at kompensere for den reducerede dyrkningsintensitet, ville lede til en yderligere ødelæggelse af regnskov og andre vigtige, naturlige økosystemer.

Globalt set må dyrkningen udvikles for at opnå en holdbar udnyttelse af jorden. Udviklingen indebærer, at intensiteten på en del jorde bliver forøget samtidigt med, at miljøhensyn vil kræve en reduceret dyrkningsintensitet i andre områder. Egenskaber, som er tilført ved hjælp af genteknologien, vil kunne bidrage til en holdbart anvendelse af jorden.

Mere mad?

Mennesket nærer ofte store forhåbninger til, at nye teknologier kan løse de problemer, som opstår i samfundet. I mange sammenhænge er også genteknologien blevet tilskrevet muligheden for at hjælpe med produktionen af tilstrækkelig mængder mad til en voksende befolkning. En nærliggende parallel er at sammenligne genteknologien med den såkaldte grønne revolution. De nye sorter, som blev dannet via traditionel planteforædling, øgede fødevareproduktionen som følge af et markant øget afkast. Det kan betragtes som et væsentligt bidrag til kampen mod fødevaremanglen i verden.

Den grønne revolution har i mange henseender været en usædvanlig succesfuld teknologisk satsning. Det ville dog være forkert udelukkende at fremhæve de positive sider. Dyrkningen af de nye sorter har samtidigt vist sig at resultere i, at mange værdifulde og lokalt tilpassede sorter er gået tabt. Noget som i dag bliver modvirket af genbanker. Kritikken af den grønne revolution har ligeledes været rettet mod det forhold, at både kunstgødning og bekæmpelsesmidler er påkrævet, hvis man skal opnå maksimal gavn af de nye sorter.

Den grønne revolution indebærer ligeledes socialpolitiske forandringer i de områder, hvor de nye sorter bliver dyrket. Landbruget ændrede sig i mange områder fra småbrug til større gårde med et mere rationelt landbrug.

Fortalere for genteknologien mener, at denne nye teknologi kan bidrage til at øge fødevaresikkerheden i verden. Andre hævder, at genteknologien vil forårsage skader på miljøet og bidrage til at forøge kløften mellem den rige og den fattige del af verden.

Nye sorter reducerer mangelsygdomme

I mange lande er der udover manglen på mad også andre faktorer, f.eks. ensidig kost, der kan lede til helbredsproblemer i form af mangelsygdomme. Nogle mener, at den grønne revolution har bidraget til en mere ensidig kost, fordi få basisafgrøder er blevet dyrket på stadigt større arealer. Den øgede produktion af basisvarer har dog samtidigt bidraget til billigere fødevarer i mange områder. Men en kost, som udelukkende er baseret på disse basisvarer uden tilføjelse af frugt og grønt, kan dog lede til mangelsygdomme.

I områder, hvor der forekommer mangelsygdomme, er forskellige projekter koncentreret om f.eks. kostrådgivning og dyrkning af vitaminrig frugt og grønsager. Projekterne er iværksat for at øge variationen af den kost, der indtages af mennesker, som befinder sig i en risikozone eller allerede lider af en mangelsygdom. På trods af mange forsøg på at hjælpe i de områder, er der fortsat ca. 100 mio. børn, som lider af mangel på vitamin A. Ca. 400 mio. kvinder i den fødedygtige alder lider af alvorlig jernmangel, hvilket kan forårsage både fysiske og mentale forstyrrelser hos barnet, for tidlig fødsel og forhøjet børnedødelighed.

En mere varieret og næringsrig kost ville kunne råde bod på mange af disse lidelser. En mulighed er at berige kosten med de nødvendige næringsstoffer, som befolkningen mangler. At tilføre stofferne på samme måde, som man gør det i den industrialiserede del af verden med tabletter og tilskud af koncentrat, er imidlertid både dyrt og omstændeligt.

Universiteter kan satse på urentable projekter

Genteknologien giver en mulighed for at øge næringsindholdet i forskellige afgrøder, ved at identificere, isolere og overføre gener, som hjælper afgrøden til at producere stoffer, som mennesket har brug for. Det handler om stoffer, som planten ikke tidligere har produceret. Ligeledes kan man ved hjælp af genteknologien øge mængden af et bestemt protein eller vitamin i planten, så afgrøden bliver mere næringsrig og dermed kan bidrage til en bedre kost.

Forsøg på at udvikle skræddersyede afgrøder til specielle områder i verden kan være en dyr forretning, specielt hvis det ikke er højt profilerede emner. Genmodificering af afgrøder som for eksempel kassava og yams, som findes i mange udviklingslande, har ikke været et projekt, som virksomhederne har villet satse mange penge på. På sådanne afgrøder, hvor den økonomiske gevinst ikke er et incitament, er virksomhedernes investeringer ikke særligt store.

Den forskning og det udviklingsarbejde, som foregår ved universiteter og forskellige institutioner verden over, er af stor betydning for udviklingen af mindre rentable projekter. Forskerne har nemlig i vid udstrækning mulighed for at satse på projekter, som ikke nødvendigvis er forretningsmæssigt interessante. Det findes ligeledes projekter – styret af virksomheder – som arbejder med en mængde afgrøder, der kunne være interessante for udviklingslandene.

Den gyldne ris

I debatten om genmodificerede afgrøder er den gyldne ris ofte blevet brugt som eksempel på en genmodificeret afgrøde, der blev udviklet til den tredje verden. Den gyldne ris er udviklet af professor Ingo Potrykus og doktor Peter Beyer i forsøget på at hjælpe bønder, som har små ressourcer til rådighed i deres landbrug. Ved hjælp af genteknologien har den gyldne ris fået tilført et forhøjet indhold af vitamin A og betakaroten sammenlignet med andre rissorter. Et øget indhold af vitamin A er eftertragtelsesværdigt, fordi mangel på vitamin A er en udbredt mangelsygdom i tredje verdens lande og blandt andet kan resultere i blindhed.

Der er store forventninger til risen, fordi afgrøden kan være med til at løse en del af problemet omkring A-vitaminmangel i store dele af verden. En positiv effekt er, at risen netop kan dyrkes i de områder, hvor vitaminmanglen er udbredt. Det letter distributionen og reducerer dermed omkostningerne.

Kritikere vurderer, at manglen på vitamin A ikke kan bekæmpes ved hjælp af en genmodificeret afgrøde, men at det derimod er nødvendigt med en lang række af initiativer, hvis problemet skal løses. Et samspil af alle former for indsatser er vigtig, hvis fødevareforsyningen i de berørte områder skal forbedres. Andre er ligefrem bekymrede for, at i-landene og deres virksomheder helt vil tage magten over afgrøderne i tredje verdens landene, og at det vil ende i et afhængighedsforhold.

Stress, skadedyr og sygdomme giver høsttab

En af fremtidens største udfordringer bliver at producere tilstrækkelige mængder fødevarer til den stadigt stigende befolkning på Jorden. Der findes faktorer, som i forbindelse med opbevaring er skyld i reduceret høstudbytte eller høsttab. Tabet skyldes i stor udstrækning, at insekter og/eller sygdomme angriber afgrøden på marken, under transporten eller under opbevaring af høsten.

Store høsttab er især almindelig i landbrug i u-lande. Dels giver klimaforhold god grobund for sygdomme og skadelige insekter, dels er de tekniske muligheder for at håndtere og beskytte høsten bedst muligt meget begrænsede.

I mange tilfælde bliver landbrugsproduktiviteten i tredje verdens lande ofte begrænset af forskellige faktorer i omgivelserne, som stresser planterne på marken. Det kan f.eks. være stærk varme, mangel på vand eller højt saltindhold i jorden. Nedsivningen af næringsstoffer eller omfattende erosion af næringsrig jord kan også være medvirkende til en lavere produktion. Udviklingen af dyrkningsteknikker, der kan begrænse jorderosion, har derfor stor betydning for en eventuel øget produktivitet.

Stresstolerance

Planterne har forskellige former for tolerance over for stressfaktorer. Visse potteplanter kan f.eks. ikke tåle den mindste form for udtørring uden at tabe alle sine blade (bladtabet er en beskyttelsesmekanisme for at undgå total udtørring). Andre planter, f.eks. kaktusser, kan tåle lange tørkeperioder uden at blive synderligt påvirket af det.  De fleste planter har det dog bedst med en jævn tilgang af vand og næring. Landbrugsafgrøder er heller ingen undtagelse fra denne regel.

Det er svært at sikre en jævn tilgang af vand til markerne. Det er kun få steder i verden, at kunstvanding kan lade sig gøre uden omfattende miljøskader til følge, f.eks. ophobning af salt i jorden. I mange områder af verden er det et velkendt fænomen, at planterne bliver stressede af for høje eller for lave temperaturer, højt saltindhold, syrefattig jord eller sur jord med lav PH-værdi. Vejret og de følger, som det ofte har, er svært at ændre på, og derfor bliver det mere overkommeligt at forædle planter, som bedre kan klare anstrengelserne.

Tomaten som tåler et højt saltindhold

Der er stor forskel på, hvor godt eller dårligt de forskellige planter klarer stress. Planterne har egenskaber i sig, som adskiller netop deres stresstærskel i forhold til andre planter. I nogle tilfælde har man kunnet identificere præcis dén egenskab, som sætter en plante i stand til at kunne klare sig under ekstreme forhold. Når egenskaber er blevet identificeret, kan de gener, som styrer egenskaben, isoleres og overføres til en afgrøde. Ved at overføre et gen, som producerer et protein i specielt salttolerante planter, til planter med en lavere salttolerance, er det lykkedes at udvikle mere salttolerante planter. På den måde har man f.eks. udviklet tomatplanter, som kan gro i områder med et saltindhold, der er 10 gange så højt som normalt. Samme fremgangsmåde har vist, at blot et lille antal gener kan forbedre planters tolerance over for f.eks. tørke eller lave PH-værdier (sur jord).

Der er imidlertid lang vej fra skabelsen af en stresstolerant plante, og til at man har udviklet en landbrugssort, som indeholder en forbedret tolerance over for stressfaktorer i omgivelserne. I nogle tilfælde kan den nye egenskab betyde, at planten er mindre produktiv under ikke-stressede forhold.

Insektresistens

De ægyptiske græshopper, som på kort tid kan rydde en hel mark, er måske det bedst kendte eksempel på insekter, som giver store høsttab.

I dag modvirker man insektangrebene med blandt andet dyrkningsteknikker eller kemisk bekæmpelse. Ind imellem benytter man også en form for biologisk bekæmpelsesmiddel, som bliver sprøjtet ud over afgrøderne. Det biologiske bekæmpelsesmiddel består af et giftigt protein, som er skabt af en bakterie. Systemet er helt naturligt og bliver brugt over hele verden, selv i det økologiske landbrug. Brugen af netop denne bakterie til at beskytte afgrøderne har eksisteret længe. Første gang, bakterien blev sprøjtet ud over afgrøderne, var i 1928 i Frankrig. Ti år senere, i 1938, blev det for første gang brugt i kommerciel sammenhæng i Tyskland.

Afgrøderne danner Bt-proteiner

Bt-proteinet tiltrak sig tidligt forskernes interesse, og i dag har man udviklet afgrøder, som er i stand til selv at danne proteinet og på den måde beskytte sig selv mod angreb fra visse skadelige insekter. Teknikken går under navnet ”Bt-teknikken”, fordi den bakterie, hvori man oprindelig fandt proteinet, hedder Bacillus thuringiensis. Reelt er der ikke kun tale om et enkelt protein, men om en hel gruppe af proteiner, som er giftige for forskellige typer af insekter.

Den mest almindelige og mest udbredte Bt-afgrøde er majs (se Resistens giver et mere sikkert høstudbytte), som er gjort resistent over for sommerfuglearten europæisk majsborer. Insektet angriber og udhuler dele af majsens stamme, hvilket betyder, at majsplanten let vælter omkuld. Med en indbygget resistens mod majsboreren sikrer landmanden sin høst uden at bruge kemiske bekæmpelsesmidler mod majsboreren.

En interessant sideeffekt af de reducerede majsborerangreb i Bt-majs er, at de høstede majs indeholder mindre mængder af svampegift (Resistens giver et mere sikkert høstudbytte). Bt-majsen bliver dyrket mange steder i verden, blandt andet Sydafrika, Kina, Filippinerne og Argentina.

Bt-protein mod Coloradobillen

Ud over majs bliver Bt-teknikken brugt i en række andre afgrøder. Der bliver dyrket Bt-bomuld med indbygget beskyttelse mod ”pink bollworm” og ”tobacco budworm” på store arealer. Primært i USA, Kina og Sydafrika, men også i et vist omfang i Indien.

Bt-proteiner er også blevet brugt for at give afgrøden resistens over for Coloradobillen, som forårsager store ødelæggelser og tab i kartoffelhøsten. Endnu flere Bt-afgrøder og nye sorter af allerede skabte afgrøder er under udvikling. Antallet af kendte Bt-proteiner bliver forøget, hvilket giver nye muligheder for en mere sikker Resistensmekanisme, men også for resistens over for flere insekttyper, som volder skade på landbrugsafgrøder.

Forskerne leder efter nye resistensmekanismer

Ny genmodificeret insektresistens handler imidlertid ikke bare om Bt-baserede resistensmekanismer. I laboratorier verden over er en lang række andre mekanismer under udvikling. Om de nogensinde bliver markedsført er meget svært at bedømme. De skal nemlig være specifikke, effektive og udsætte miljøet for så lille en belastning som muligt. Det betyder blandt andet, at den påvirkning, som uskadelige insekter eller andre dyr, bliver udsat for, undersøges meget nøje. Den påvirkning på økosystemet, som den indbyggede beskyttelse eventuelt medfører, skal desuden sammenholdes med den påvirkning, som kemiske bekæmpelsesmidler har på naturen.

En fordel ved den indbyggede insektbeskyttelse, som især kommer landmanden i tredje verdens lande til gode, er, at landmanden slipper for at skulle håndtere sundhedsskadelige bekæmpelsesmidler. I de industrialiserede lande har landmændene som regel godt, personligt udstyr til at beskytte dem mod bekæmpelsesmidlerne. Samtidig er bevidstheden om, at det er nødvendigt at beskytte sig selv mod kemikalierne, som regel bedre blandt  i-landenes landmænd.

Sygdomsresistens

Verden over kæmper landbruget mod de sygdomme, som er opstået efter angreb fra insekter, virus, svamp eller bakterier, og som beskadiger eller ødelægger høsten. For at modvirke disse skader bekæmper man enten selve sygdommen, eller også forsøger man med forskellige midler at modvirke spredning af sygdommen til mark og afgrøde. I mange tilfælde bruger landmanden kemiske præparater for at bekæmpe sygdommen eller spredningen af den.

Høsttab pga. skadedyr, ukrudt og sygdomme (%)

Afgrøde i-lande  u-lande
Korn 21,7 46,1
Kartofler 29,0 43,5
Rodfrugter 31,2 50,4
Sukkerroer 30,7 34,5
Sukkerrør 51,7 56,4
Ærteplanter 20,7 37,1
Grøntsager 29,7 30,5
Frugt 23,2 26,8
Kaffe, kakao, the   42,4
Olieplanter 34,7 33,5
Fiberafgrøder 35,7 33,2
Gummi   25,0

(Kilde: FAO, 1993)

En del sygdomme bliver spredt via selve såsæden, altså de frø til f.eks. kartofler, som man bruger til at påbegynde en ny dyrkning. Fattige bønder i tredje verdens lande har ofte ikke råd til eller viden om, hvordan de skal skaffe ny sygdomsfri såsæd, som ellers ville kunne forøge deres høstudbytte.

I andre tilfælde findes smitten allerede i jorden. Så er man tvunget til at skifte afgrøden ud eller gå over til en sort, som er resistent over for netop den sygdom, som findes i markens jord. Også ved denne type sygdom er der økonomiske og kundskabsmæssige problemer i u-landene. Enten har bønderne ikke råd til at købe ny, resistent såsæd (hvis den overhovedet findes), eller også savner de viden om, hvordan man udskifter en traditionel basisafgrøde med en ny, hidtil uprøvet afgrøde, som man ikke tidligere har dyrket.

Bladlus spreder virussygdomme

Ofte bliver sygdomme spredt via andre organismer. Bladlus er f.eks. berygtede for at kunne sprede en lang række virussygdomme til planter. Derfor sker det ofte, at man bekæmper en anden organisme end den, der egentlig var årsagen til problemet. Under alle omstændigheder reducerer man problemet med to forskellige skadevoldere, ved at i det mindste bekæmpe den ene af dem. Et godt eksempel er den reducering af svampeangreb, man har konstateret i de majs, der er gjort resistente over for et skadedyr (se Resistens giver et mere sikkert høstudbytte).

God sygdomsbekæmpelse i en afgrøde er ofte en kombination af dyrkningsteknik og resistens i afgrøden. Så snart man opdagede, at der i visse planter findes genetisk styret resistens, begyndte planteforædlerne at udnytte denne kundskab til at forbedre afgrødernes sygdomsresistens. Ny resistens kan f.eks. blive krydset fra beslægtede, vilde planter ind i de dyrkede sorter. I andre tilfælde krydser man resistensen ind fra andre sorter, hvor man ved, at den ønskede egenskab allerede er dokumenteret.

Resistens giver et mere sikkert høstudbytte

Fordelene ved resistens over for svært udryddelige skadedyr er et mere sikkert høstudbytte samt en mindre miljøbelastning, fordi kemiske insektbekæmpelsesmidler ikke er nødvendige. Landmanden, der slipper for at skulle håndtere bekæmpelsesmidlerne, opnår samtidig en betydelig arbejdsmiljømæssig gevinst. I en schweizisk rapport (Swiss Association of Research and Nutrition) bliver det reducerede forbrug af pesticider (bekæmpelsesmidler) fremhævet som den vigtigste miljøfordel ved genteknologien. Under dyrkningen af genmodificerede Bt-bomuld i USA i 1996-2000 blev forbruget af bekæmpelsesmidler reduceret med 1 mio. kilo bekæmpelsesmidler sammenlignet med konventionelt dyrkede majs.

Men også indirekte har f.eks. genmodificeret Bt-majs vist sig at give et mere sikkert høstudbytte. Bt-majsen indeholder væsentligt lavere værdier af svampegift, end den tilsvarende konventionelle majs. Årsagen til den mindre mængde svampegift, som bliver ophobet i Bt-majsen, er formodentligt, at færre insektangreb giver færre ”døre” for selve svampen. Derfor kan Bt-majsen være med til at sikre sundere fødevarer og foder.

Det største insektproblem i Skandinavien er bladlus. Men til forskel fra majsborere og andre gnavende insekter, er bladlusen et stikkende og sugende insekt. Bladlusen har et andet stofskifte end f.eks. majsboreren, og det betyder, at Bt-giftstoffer ikke er så effektive mod bladlus. Forskerne forsøger derfor at finde andre stoffer, som kan være effektive mod bladlus.

Sorter udvikler resistens

I nogle tilfælde har de sorter, som er mest udbredte i tredje verdens lande, udviklet en vis form for resistens mod de sygdomme, der findes i området. Resistensen er fremkommet, fordi de planter, der ikke var resistente, er blevet slået ud af sygdommen. De planter, der derimod overlevede, dannede grundlaget for næste års såsæd. Det betyder, at mange afgrøder bærer yderst værdifulde egenskaber i sig, som kan få betydning for fremtidens landbrug. Både i u-lande og i i-lande.

I dag er mange af de lavtydende landbrugsafgrøder ved at blive skiftet ud med mere forædlede, højtydende sorter. For at de værdifulde resistensegenskaber ikke skal gå tabt for fremtiden i forbindelse med udskiftningen af sorter, bliver der gjort en stor indsats for at bevare en mængde af disse sorter i specielle genbanker. Det kan f.eks. være Den Nordiske Genbank eller Den Internationale Genbank

Planteforædlerne er interesserede

Generne i disse genbanker er af meget stor interesse for den traditionelle planteforædling.
Derimod er værdien mere begrænset for de planteforædlere, som arbejder med genmodificering. Det skyldes, at man ofte har en meget begrænset genetisk viden om det materiale, som ligger gemt i genbankerne. Hvis man skal overføre en egenskab ved hjælp af genmodificering, må man kende til alle genets egenskaber. I arbejdet med genmodificering bruger man ofte genetisk velkendte, enkle og kortlagte organismer.

Der findes i dag flere eksempler på, at man har opnået virusresistens i genmodificerede planter ved at indføre gener, der er blevet isoleret fra arvemassen i virus. Resistensmekanismen ligner den ”vaccination”, som man kan opnå ved at påføre planterne en mild variant af virus. Det har siden vist sig, at denne milde infektion har vaccineret planten mod mere ondartede variationer af samme virustype. Men eftersom planter ikke er i besiddelse af et immunforsvar, er der dog ikke tale om en egentlig vaccination.

Indbygget virusbeskyttelse

Et projekt i Kenya forsøger at reducere angrebene på batat (sød kartoffel), fordi batat er en vigtig næringskilde for befolkningen. Problemet er, at angreb på afgrøden kan reducere høsten med op til 80%. Forskerne har anvendt gener som koder for det proteinlager, de såkaldte proteinkapper, der omgiver generne i virus. Resultatet bliver, at planterne får indbygget en beskyttelse mod viruset SPMFV (sweet potato featherty mottle virus). Også i papaja har genmodificering kunnet afhjælpe svære virussygdomme (ringspot virus). I almindelige kartofler er det lykkedes at opnå resistens mod flere vira ved at bruge gener fra forskellige vira. Eftersom det er bladlus, der ofte spreder virus, kan de nye virusresistenser reducere brugen af kemiske bekæmpelsesmidler mod bladlus.

Arbejdet med at udvikle resistens mod forskellige svampe- og bakteriesygdomme har indtil nu været mindre fremgangsrig. Flere forskellige typer af svampe- og bakterieresistens er dog under udvikling. I forhold til svamperesistens bruger man ofte gener, som giver resistens til andre plantearter end selve afgrøden. I andre tilfælde har man udnyttet afgrødens egne gener, men ændret intensiteten og i hvilke dele af vævet, genet er aktivt.