Miljø

Bliver økosystemet påvirket af genteknologien? Er det risikofrit at udsætte genmodificerede planter i naturen? Problemstillinger af denne type forekommer ofte i GMO-debatten. Kritikere har blandt andet hævdet, at genmodificerede planter kan bevæge sig til andre miljøer end marken og dermed skade økosystemet. Fortalerne mener, at egenskaber som tolerance overfor visse ukrudtsbekæmpelsesmidler eller skadedyr kan medføre en reduceret miljøbelastning. Når man skal vurdere nytte såvel som miljørisiko i forbindelse med genteknologien, er der en række centrale spørgsmål at stille: Hvad er det for en egenskab, planten har fået tilført, hvilken plante skal egenskaben sættes ind i, og hvor skal planten dyrkes?

Reduceret miljøbelastning?

Samtidig med at mennesket begyndte at bruge jorden for på en enkel, sikker og nogenlunde bekvem måde at sikre sin forsørgelse, begyndte vi også at skabe et kunstigt anlagt økosystem. I løbet af de følgende årtusinder er mennesket blevet stadigt bedre til at fremme dyrkelsen af afgrøder på bekostning af andre vilde planter og dyr. Markernes fordel er en stor produktion af fødevarer på begrænset areal. Ulemperne er, at de belaster det omgivende miljø på forskellig vis.

Al dyrkning udgør en miljøbelastning, hvad enten den er konventionel, integreret eller økologisk. Uanset hvilken type dyrkning, der er tale om, bliver miljøet belastet, men på forskellig måde og i forskelligt omfang, afhængigt af dyrkningsmåde og det omgivende miljø. Samtidigt er der forskel på, hvor meget de forskellige dyrkningssystemer kan producere. Fremtidens store globale udfordring bliver at opretholde og helst øge produktionen samtidigt med, at miljøbelastningen som følge af dyrkning bliver reduceret. Der findes ikke en let løsning på den udfordring. Hvis man forenkler problemstillingen, kan man konstatere, at den eksisterende produktion er tilstrækkelig, hvis blot den blev fordelt bedre. Men virkeligheden og fremtiden vil desværre ikke være så enkel. Mennesket skal naturligvis fortsætte med at stræbe efter at skabe en retfærdig verden, men vi bør også sørge for, at mennesker kan overleve, indtil vi har nået målet.

Det økologiske landbrug siger nej til genmodificerede afgrøder

Hvis man tillader sig at generalisere det virkelige billede, kan man se to hovedformer inden for det nuværende landbrug. Et traditionelt landbrug, som kritiseres for at medføre en stor miljøbelastning, men som samtidigt bliver positivt vurderet for dets produktionskraft. Og et økologisk landbrug, som roses for den forventede lille miljøpåvirkning, men som formodentlig vil få svært ved at opfylde de produktionskrav, der bliver stillet i fremtiden.

Teoretisk set kan genmodificerede afgrøder tilbyde forbedringsmulighederne fra begge former for landbrug. Men eftersom det økologiske landbrug i dag siger klart nej til at anvende genmodificerede afgrøder i sin produktion, er genteknologiens anvendelsesmuligheder af mindre interesse for denne dyrkningsform.

For det konventionelle landbrugs vedkommende indebærer genteknologien først og fremmest muligheder for at reducere den miljøbelastning, der er resultatet af de kemiske bekæmpelsesmidler (pesticider). Nye biologiske resistenssystemer mod sygdomme og skadedyr kan føre til en reduktion af den miljøbelastning, som følge med brugen af pesticider. Ved at skabe systemer med bekæmpelsesmidler, der har bedre miljøprofiler, kan man opnå en reduktion af miljøbelastningen, selv om der stadig er tale om kemiske produkter.

Ind imellem er der tale om indirekte miljøforbedringer. De nye bekæmpelsesmidler har medført forandringer i selve dyrkningen. Et eksempel er skiftet til pløjningsfri dyrkning. Denne dyrkningsform reducerer forbruget af traktordiesel samtidigt med, at risikoen for vind- og vanderosion bliver reduceret. Et andet eksempel er forbedrede, skræddersyede vegetabilske olier, der kan erstatte kemisk syntetiserede olier. De kemisk syntetiserede olier stammer fra de forråd af mineralolier, som på et tidspunkt vil være udtømt. På samme måde kan ”bioplastik” og andre stivelsesprodukter erstatte mineraloliebaserede varer.

Spredning

Marker udgør kunstige økosystemer, hvor landbrugsplanter ikke ville kunne klare sig, hvis de ikke fik tilført gødning og fik hjælp til at klare sig i konkurrencen med andre planter. Korn, olieplanter, ærter, kartofler og køkkenurter ville ikke overleve længe, hvis de havnede i vilde økosystemer, det vil sige i andre økosystemer end den bearbejdede mark. En undtagelse er dog græs og planter indenfor kløverfamilien, hvor et flertal af arterne vokser vildt i Danmark.

Hvor stor er risikoen for, at en genmodificeret afgrøde skal bevæge sig væk fra marken? Sandsynligheden er ikke større end for tilsvarende konventionelle sorter af de landbrugsafgrøder, som nævnes ovenfor, hvis det tilførte gen altså ikke giver en stor konkurrencefordel udenfor marken. En kornsort med evne til at stabilisere sit eget kvælstof kunne måske være et sådant eksempel. Samtidig må man huske på, at naturlige kvælstoffikserende arter som rødkløver eller elletræer ikke spreder sig uhæmmet i økosystemerne. Man må altså bedømme kombinationen af egenskab, afgrøde og omgivende miljø fra sag til sag. En netop offentliggjort undersøgelse fra Storbritannien viser, at en genmodificeret rapsplante med tolerance overfor et bekæmpelsesmiddel havde vanskeligt ved at overleve i konkurrencen udenfor marken. Den optrådte med andre ord ligesom en tilsvarende rapssort, som ikke havde fået tilført tolerancen overfor ukrudtsbekæmpelsesmidlet (Crawley et al 2001).

Konkurrencefordelene er afgørende

En anden risiko, som bliver diskuteret, er, om det gen, der ved hjælp af genteknologien er blevet sat ind i en afgrøde, kan sprede sig til afgrødens vilde slægtninge ved at krydse sig med vilde, nærtbeslægtede arter. Det forudsætter, at de vildtvoksende arter findes i eller omkring den mark, hvor den genmodificerede afgrøde bliver dyrket. Hvis spredningen skal blive permanent, må det gen, der er krydset ind, tilføre den vilde art en egenskab, som udgør en betydelig konkurrencefordel. Det er dog ikke kun den genteknologisk indførte egenskab, som påvirker konkurrenceevnen. Ved krydsning er det ikke kun nogle få egenskaber, som bliver overført, men en hel blok bestående af en mængde egenskaber. For at bedømme plantens konkurrenceevne må man altså tage hensyn til både det indførte gens egenskaber og de egenskaber, som omgiver det indførte gen.

Det har længe været kendt, at raps kan krydse sig med vilde, beslægtede arter, først og fremmest med den nært beslægtede agerkål. Hvis rapssorten blev genmodificeret til at kunne tåle et vist ukrudtsbekæmpelsesmiddel, ville denne egenskab altså kunne overføres til en hel gruppe af agerkål. Det ville derfor ikke kunne lade sig gøre at bekæmpe den i en rapsafgrøde, som er resistent mod samme ukrudtsbekæmpelsesmiddel. Det vil sige, at samme situation ville være opstået som den, vi har i dag, hvor agerkålen ikke kan bekæmpes i rapsdyrkningen, fordi raps og agerkål er alt for nært beslægtede.

”Superukrudt” glimter ved sit fravær

Med dagens agerbrug, der er præget af sædskifte, udgør det imidlertid ikke noget problem. Rapsen bliver afløst af andre afgrøder, hvor man anvender andre bekæmpelsesmidler eller mekanisk bekæmpelse. Det værste, som kan ske, er, at landmanden må stoppe med at anvende de bekæmpelsesmidler, som ukrudtet er tolerant over for.

I diskussionen om risikoen for spredning fra genmodificerede planter er tolerancen overfor ukrudtsbekæmpelsesmidler en relativt let egenskab at bedømme. Uden for marken indebærer tolerancen ikke nogen konkurrencefordel. Sværere er det, når man skal risikobedømme de egenskaber, som indebærer en konkurrencefordel udenfor marken. I den sammenhæng skal det måske nævnes, at samme ræsonnement og vanskeligheder også gælder for egenskaber, som er blevet indført med traditionel planteforædling.

Biologisk mangfoldighed

Et af de argumenter, der bliver brugt imod genteknologien, er, at teknologien kan skade den biologiske og genetiske mangfoldighed. Hvis man betragter spørgsmålet rent teoretisk, så medfører genmodificeringen faktisk en øget genetisk mangfoldighed. Mangfoldigheden bliver forøget, fordi der sker en tilførsel af et nyt gen. Men virkeligheden er imidlertid mere kompliceret.

Risikoscenariet er, at eksisterende, lokalt tilpassede sorter med større genetisk variation og som bliver dyrket på en mark med stor mangfoldighed af arter, forsvinder, fordi de bliver erstattet af nye, genmodificerede sorter. Man skal i den sammenhæng huske på, at næsten alle planteforædlinger ender med, at nye, forbedrede og ensartede sorter erstatter det gamle forædlingsmateriale. De nye sorter med forbedrede dyrkningsegenskaber giver et mere sikkert høstudbytte af en højere kvalitet. Hvis ikke de nye sorter giver en merværdi, ville der ikke være nogen grund for landmanden til at købe og dyrke nye sorter. Dermed ikke være sagt, at den genetiske variation, som findes i det ældre dyrkningsmateriale, er værdiløst – tværtimod! Den genetiske mangfoldighed i ældre dyrkningsmateriale skal bevares med henblik på eventuelle senere behov. Dette arbejde har stået på længe, og består af et samarbejde mellem planteforædlere og genbanker over hele verden.

Størst og mindst mangfoldighed

Når det drejer sig om den biologiske mangfoldighed, dvs. mangfoldigheden af forskellige arter, er det vigtigt at medtænke en lang række faktorer. Det økosystem, der har den største biologiske mangfoldighed, er regnskoven. Mindre biologisk mangfoldighed findes i intensivt dyrkede marker. Samtidig er det vigtigt at huske, at fødevareproduktionen er størst i det økosystem, der har den laveste biologiske mangfoldighed. Desværre er der ofte en konflikt indbygget i det forhold, som er svær at løse. Hvis vi øger den biologiske mangfoldighed i det sidstnævnte økosystem, så mindsker vi samtidig produktionen af fødevarer. Undtagelsesvis kan man kombinere to eller flere arter i samme økosystem og fastholde fødevareproduktionen.

Enighed om mangfoldigheden

Alle er enige om, at vi må værne om den biologiske mangfoldighed. Hvordan vi skal gøre det, er der derimod delte meninger om. En del hævder, at vi må øge antallet af arter i markområdet, tillade mere ukrudt og flere insekter i markens økosystem. Andre mener derimod, at hvis fødevareproduktionen skal fastholdes, så må den biologiske mangfoldighed blive opretholdt i naturen uden for marken, i udkantsområdet af marken, i en velbevaret regnskov eller et andet værdifuldt naturområde. Ved at opretholde eller måske endda øge afkastet pr. hektar mark, slipper man for at skulle fælde regnskovsområder for at kunne fastholde eller øge fødevareproduktionen.

En undersøgelse fra Sveriges Lantbruksuniversitet (A.C. Weibull et al. 2000) viser, at valget af produktionssystem (økologisk eller konventionelt) ikke er af afgørende betydning for den biologiske mangfoldighed. Landskabets karakter har derimod stor betydning for, hvor mange planter og dyr, der findes i området.

Reduceret kemisk bekæmpelse

Brugen af kemiske bekæmpelsesmidler har i løbet af de sidste årtier bevæget sig i retning af mindre bekæmpelse og mindre miljøskadelige kemikalier. Årsagen er de skader og den påvirkning af økosystemet, som en del kemikalier har forårsaget. Samtidig værdsætter mange forbrugere den øgede produktivitet og de lavere priser på fødevarer, som det moderne landbrug har medført. I genteknologien ser tilhængerne et redskab, som vil gøre det muligt at fastholde en høj effektivitet i landbruget samtidig med, at vi nedsætter forbruget af kemikalier eller vælger mindre miljøbelastende produkter.

Herbicidtolerance

Den GM-egenskab, som globalt set dækker det største areal, er modstandskraft mod visse former for bekæmpelsesmiddel, den såkaldte herbicidtolerance. I 2001 havde afgrøderne på 77% af det totale areal med GM-afgrøder – 53 mio. hektar – fået tilført herbicidtolerance ved hjælp af genmodificeringen.

Normalt findes der tolerance mod en række herbicider i hver planteart, men med genteknologien har man tilføjet yderligere én. Det betyder, at plantearten ikke tager skade af et bestemt bekæmpelsesmiddel i forbindelse med sprøjtning. Ukrudtet og andre afgrøder (fra tidligere dyrkningssæsoner) vil derimod holde op med at vokse og blive slået ned af bekæmpelsesmidlet.

Adgangen til den nye herbicidtolerance øger landmandens muligheder for at vælge netop dét præparat, som giver den bedste effekt i forhold til sammensætningen af ukrudt og behandlingssynspunkt. Den nye herbicidtolerance gør dyrkningen enklere og billigere for landmanden.

Den nye tolerance giver en mindre miljøbelastning

Den nye genteknologiske herbicidtolerance bygger grundlæggende på, at planten bliver forsynet med et gen, som sætter den i stand til at tåle eller kemisk nedbryde et bestemt bekæmpelsesmiddel (eller en gruppe af bekæmpelsesmidler), som den traditionelle version af planten ikke kan tåle. Den nye tolerance kan medvirke til at nedsætte miljøbelastningen, fordi den er bygget op omkring bekæmpelsesmidler, der er mindre skadelige for miljøet end dem, der bliver anvendt på markerne i dag.

Mindre mængde af bekæmpelsesmidlet

I dag viser en række undersøgelser, at de nye herbicidtolerante afgrøder har medvirket til, at landbruget har kunnet nedsætte forbruget af bekæmpelsesmidler.

InterNutrition – Swiss Association for Research and Nutrition har offentliggjort en undersøgelse, som viser, at man i forbindelse med dyrkningen af herbicidtolerante sojabønner i Nordamerika har reduceret forbruget af bekæmpelsesmidler med 10-20% I forhold til konventionel dyrkning.

I den canadiske provins Ontario er det lykkedes for landbruget i samarbejde med myndighederne at reducere det totale forbrug af bekæmpelsesmidler med 28% i perioden fra 1983 og frem til sommeren 1999. En af årsagerne er den øgede brug af genetisk modificerede afgrøder.

Ofte er det kun mængden af bekæmpelsesmidler i dyrkningen, som bliver debatteret. At udelukkende fokusere på selve mængden begrænser imidlertid mulighederne for at bedømme den totale miljøbelastning ved dyrkningen. Der findes en lang række andre faktorer, som bør regnes med, når man vil bedømme miljøbelastningen. I såvel det konventionelle som det økologiske landbrug bliver bekæmpelsesmidlerne ofte brugt i kombination med pløjning. Det medfører en betydelig belastning for miljøet, fordi der er involveret et højt dieselforbrug samtidig med, at jorden bliver blotlagt for både erosion og nedsivning af næringsstoffer (af f.eks. kvælstof og fosfor). Effektiviteten ved de nye herbicidtolerancer har betydet, at behovet for bekæmpelse ved hjælp af pløjning er blevet reduceret.

Miljøorganisationernes holdning til ukrudtsmidler

Brugen af genmodificering til at gøre en plantetype resistent over for et bestemt bekæmpelsesmiddel, er imidlertid kontroversiel. De fleste miljøorganisationer mener, at landbruget skal gøre alt, hvad de kan for så hurtigt som muligt at stoppe brugen af herbicider. Organisationerne er ganske vist enige i, at miljøbelastningen muligvis er blevet mindre med de nye herbicidtolerancer, men peger samtidig på, at vi bliver hængende i et ”kemikaliebaseret landbrug”, som er domineret af få aktører.

Svenska Naturskyddsföreningen skriver bl.a. om deres holdning til genteknologi: ”Fremmede gener kan overføres mellem nærtbeslægtede arter, og det kan f.eks. få den konsekvens, at ukrudt bliver resistent over for bekæmpelsesmidler eller får øget deres spredningskraft”.

Den danske miljøorganisation NOAH er, ligesom Svenska Naturskyddsföreningen, kritisk indstillet over for brugen af genteknologi, men dog ikke modstandere af alle genteknologiens former. Organisationen arbejder for, at alle genteknologiske metoder, produkter og organismer kun bliver anvendt i lukkede systemer. NOAHs holdning er, at de forskellige risici ved genmodificerede afgrøder endnu ikke er tilstrækkeligt undersøgt. Hvad angår herbicidresistensen henviser NOAH til Forskningscenter Risø, som har påvist, at genmodificeret raps kan krydse sig med agerkål og dermed overføre sin resistens mod sprøjtemidlet Basta. Organisationens holdning er, at ”Det er vigtigt at undersøge hvilke konkrete konsekvenser, dette vil medføre på længere sigt”.

Insektresistens

Resistens over for insekter er en anden vigtig GM-egenskab. I 2001 blev der på verdensplan i alt dyrket genmodificerede afgrøder på 50 mio. hektar jord. USA står for 68% af arealet. I Nordamerika, Argentina og Kina udgør majs, bomuld, soja og raps de store GM-afgrøder. I de lande er insektresistens en vigtig egenskab for at sikre høsten, ikke mindst i forhold til dyrkningen af majs og bomuld.