Landbrug

For landmændene indebærer genteknologisk forandrede afgrøder en lang række muligheder for mere effektiv, men også mere skånsom udnyttelse af jorden. En af de første egenskaber man skabte ved hjælp af genteknologi, var tolerance over for et bestemt bekæmpelsesmiddel.

Ved at tilpasse planten til et middel med en bedre miljøprofil end det, der i dag er tilgængeligt i handlen, bliver dyrkningen effektiviseret samtidig med, at miljøbelastningen bliver mindre.

 

Insektresistens var en anden egenskab, der hurtigt blev markedsført. Landmanden kan siden spare både tid og penge og mindske miljøbelastningen, fordi det ikke længere er nødvendigt med kemisk bekæmpelse af visse skadedyr.

Amerikanske undersøgelser viser, at de genmodificerede afgrøder har givet klare økonomiske gevinster til landmændene. Mange hævder også, at miljøbelastningen fra landbruget er faldet. Samtidig udtrykker forbruger- og miljøorganisationer bekymring for, at brugen af den nye teknologi kan påvirke ”den naturlige balance” negativt. Kritikerne vurderer, at vi vil hænge fast i et ”kemikalieafhængigt landbrug.”

Dyrkning af genmodificerede sorter

De første genmodificerede sorter blev markedsført i USA i midten af 1990’erne. Arealmæssigt var dyrkningen domineret af genmodificeret soja, majs og bomuld. Derudover findes der en række andre afgrøder, som fik tilført egenskaber ved hjælp af genmodificeringen. F.eks. tomater, kartofler, raps, squash, melon, papaja og hør (for en oversigt se Hvor dyrkes genmodificerede afgrøder? og Oversigt over genmodificerede afgrøder godkendt til markedsføring i EU.

Mange af de nye sorter har givet landmændene økonomiske fordele. I USA – men også i andre lande, f.eks. Canada –, har forbrugerne været relativt åbne over for genmodificerede produkter, og siden midten af 1990’erne har der derfor også været et udvalg af genmodificerede produkter i butikkerne. Den udvikling har betydet, at der nu bliver dyrket genmodificerede afgrøder på stadigt større arealer.

I USA dyrkes forskellige typer af genmodificerede sojasorter på ca. 70% af arealet, mens traditionelle sojasorter kun udgør 30% af dyrkningen. Det samme gør sig gældende i Argentina, hvor en stor del af sojaen er genmodificeret. I USA bliver der desuden dyrket store arealer med genmodificerede majs- og bomuldssorter, og i Canada udgøres rapsdyrkningen primært af de genmodificerede sorter.

I Europa er dyrkningen af genmodificerede sorter til gengæld meget begrænset. Dels har landmændene kun et fåtal genmodificerede sorter og afgrøder til rådighed, dels er det europæiske marked for genmodificerede produkter meget lille.

Se mere her: GMoendelige (Sammenskrivning af eksisterende viden om mulighederne for at anvende genmodificerede afgrøder i jordbrugserhvervet)

Billigere dyrkning?

Det er ingen fordel i sig selv, at en sort er genmodificeret. Snarere tværtimod, fordi store dele af befolkningen i dag er meget skeptisk indstillet over for genmodificerede produkter.
Grunden til, at landmændene alligevel vælger at dyrke en genmodificeret sort er, at den nye egenskab, som sorten har fået tilført, giver dyrkningsmæssige fordele og/eller økonomiske fordele i kraft af lavere produktionsudgifter til f.eks. bekæmpelsesmidler. Den enklere dyrkningsform, som bl.a. indebærer pløjningsfri dyrkning, færre uønskede planter og skadedyr at bekæmpe samt større dyrkningssikkerhed, fastholder samme afkastniveau.

Det er i første omgang landmændene, der har opnået en økonomisk gevinst i forbindelse med genmodificerede afgrøder. En undersøgelse foretaget af Falck-Zepada, Traxler og Nelson viser, at det økonomiske udbytte af Bt-bomuld i USA var ca. 200 mio. dollar i 1997. 42% gik til landmændene, dvs. 80 mio. dollar.  Det tilsvarende tal for sojabønner var ca. 1 mia. dollar, hvoraf 76% (796 mio. dollar) var landmændenes gevinst.

Egenskaberne skal give en økonomisk fordel

Ræsonnementet oven for gælder først og fremmest for de egenskaber, som påvirker selve dyrkningen – de såkaldte indsatsegenskaber (”input traits”). I de tilfælde, hvor den tilføjede egenskab forhøjer værdien af høstudbyttet, de såkaldte høstegenskaber (”output traits”), vil den økonomiske fordel være tydeligst i ledet efter landmanden og selve landbruget. Samme økonomiske ræsonnement omkring fordelingen af de økonomiske fordele gælder dog også her. Hvis den genmodificerede plante skal kunne markedsføres og forblive på markedet, må de tilføjede egenskaber i en eller anden forstand være til gavn for alle led i kæden: planteforædleren, landmanden og forbrugeren.

De økonomiske besparelser kommer flere til gode

Hvis landmanden kan fortsætte med at sælge sin høst til samme pris, som det er muligt i dag, vil nettofortjenesten blive forbedret betydeligt. Men helt så enkelt er det imidlertid ikke. Hvis man investerer penge i at udvikle afgrøder med nye egenskaber, har man normalt samme krav til, at det skal kunne betale sig, som alle andre virksomheder. Derfor skal udviklingsomkostningerne dækkes. Prisforhøjelsen på den genmodificerede sort kan dog ikke blive højere end, at landmanden stadig tjener på at vælge netop dén sort. Næste trin i processen er, når størstedelen af landmændene på markedet har udnytte muligheden for at sænke deres udgifter. På et ikke-reguleret marked opstår der derefter mulighed for, at avlerne underbyder hinanden for at få solgt deres høst. På længere sigt vil det betyde, at besparelserne kommer alle led i kæden til gode: planteforædleren, landmanden og forbrugeren.

Tolerance over for bekæmpelsesmiddel

Den GM-egenskab, som på globalt niveau er tilføjet langt de fleste afgrøder, er tolerance over for et bekæmpelsesmiddel, såkaldt herbicidtolerance. Der findes normalt en naturlig tolerance over for en række ukrudttyper i hver plante, men med genteknologien har man tilføjet endnu en. Det øger landmandens muligheder for at vælge det bekæmpelsesmiddel (Herbicid), som er mest effektivt i forhold til sammensætningen af ukrudt og behandlingssynspunkt. De nye herbicidtolerancer gør dyrkningen enklere og ofte billigere for landmanden.

Herbicidtolerancen, som er opnået ved hjælp af genteknologien, kan samtidig bidrage til at mindske miljøbelastningen, fordi miljøskadelige bekæmpelsesmidler (herbicider) kan erstattes med nye, mere effektive kemikalier med en bedre miljøprofil. Herbicidtolerancen bygger grundlæggende på, at kulturplanten bliver forsynet med et gen, som sætter planten i stand til at tåle eller nedbryde et bestemt bekæmpelsesmiddel eller en gruppe af bekæmpelsesmidler, som de traditionelle sorter ikke er tolerante over for.

Normalt bliver forskellige afgrøder fra år til år dyrket på forskellige marker efter et rotationsskema, et såkaldt sædskifte, for at minimere problemer med sygdomme og ukrudt. Når en landmand vælger at inddrage ny afgrøder i sædskiftet, så sker det ud fra en vurdering af, hvordan afgrøden passer ind i sædskiftet, og om sædskiftet må tilpasses den nye afgrøde. Nye herbicidtolerante afgrøder må således passes ind i sædskiftet, eller også må sædskiftet tilpasses den nye, herbicidtolerante afgrøde. En god sædskiftestrategi giver friskere afgrøder og et mindre niveau af ukrudt, hvilket betyder større høstudbytte og mindre behov for bekæmpelsesmidler. Der er altså både økonomiske og miljømæssige fordele at hente.

Tilpasset ukrudtsbekæmpelse

Et eksempel: I begyndelsen af dyrkningssæsonen vokser sukkerroen langsomt, og det tager derfor lang tid, inden sukkerroens blade dækker jorden. Det betyder, at ukrudt kan sprede sig og konkurrere med sukkerroen om adgang til lys og næring. I forbindelse med dyrkning af sukkerroer er bekæmpelse af ukrudt derfor særlig vigtig. De bekæmpelsesmidler, som benyttes i dag, udsætter sukkerroen for store anstrengelser. I et stykke tid efter, at der er blevet sprøjtet med bekæmpelsesmidler, holder roen op med at vokse. Det tvinger landmanden til at acceptere og kalkulere med et mindre høstudbytte sammenlignet med, hvad man kunne opnå under ukrudtsfrie betingelser og uden brug af de tilgængelige bekæmpelsesmidler. I dag er det nødvendigt med to eller tre bekæmpelser med tre til fire forskellige bekæmpelsesmidler, hvis det skal virke tilstrækkeligt effektivt mod ukrudt.

På grund af sukkerroens følsomhed over for de tilgængelige herbicider, skal den første bekæmpelse ske tidligt på sæsonen, inden landmanden har et egentligt overblik over hvor meget ukrudt, der reelt findes på marken. Med de nye herbicidtolerante roer kan landmanden vente med bekæmpelsen, ind til han ved, hvor meget ukrudt der findes mellem roerne. Den sene bekæmpelse betyder også, at perioden mellem bekæmpelsen og det tidspunkt, hvor roernes blade dækker jorden (hvilket forhindre ukrudtet i at sprede sig), bliver kortere.

Mere enkel bekæmpelse af ukrudt

Ved hjælp af den nye herbicidtolerance har man udviklet en metode, som er mindre miljøbelastende, men samtidig effektiv. Man har f.eks. udviklet sukkerroesorter, som er tolerante over for bekæmpelsesmidlerne Roundup eller Liberty. Produkterne kan udrydde ukrudtet uden at hæmme sukkerroen. Ofte er det nok med en enkelt bekæmpelse på et sent tidspunkt og med en dosis bekæmpelsesmiddel tilpasset mængden og sammensætningen af ukrudt.

Takket være de nye herbicidtolerancer bliver bekæmpelsen af ukrudt på markerne mere enkel og ofte mere billig, fordi landmanden kan tilpasse omfanget af sprøjtning og udføre selve bekæmpelsen på det rigtige tidspunkt. Det er en behovstilpasset bekæmpelse, som bliver gennemført på det tidspunkt, hvor landmanden ved hvor meget ukrudt, der reelt findes på marken. Mængden af bekæmpelsesmiddel kan med andre ord tilpasses efter omstændighederne.

Mindre mængde af bekæmpelsesmiddel

Undersøgelser fra USA viser, at man i forbindelse med dyrkning af herbicidtolerante sojabønner har kunnet reducere mængden af bekæmpelsesmiddel med mellem 10 og 20% i forhold til konventionel dyrkning. I visse tilfælde endda helt op mod 50%, viser en undersøgelse, som er offentliggjort af InterNutrition – Swiss Association for Research and Nutrition.

I den canadiske provins Ontario er det lykkes for landbruget i samarbejde med delstatsmyndighederne at sænke det totale forbrug af bekæmpelsesmidler med 28% fra 1983 og til sommeren 1999. Forklaringen er netop den øgede brug af genetisk modificerede afgrøder.

Mindre mængder af bekæmpelsesmidler er dog ikke nødvendigvis det vigtigste mål. Fastholdt eller forbedret effektivitet med lavere miljøbelastning bør være det overordnede mål. De nye genteknologiske herbicidtolerancer er bygget op omkring herbicider, som ifølge undersøgelser af bl.a. Doane Marketing Research Inc, ofte indebærer en lavere miljøbelastning end de herbicider, som bliver anvendt i dag.

Undersøgelsen omfatter 452 soja-dyrkende landmænd i 19 amerikanske stater, og den viser bl.a. at:

  • Jorderosionen aftog med 90% som følge af reduceret bearbejdning af jorden.
  • Drivhusgasserne aftog med 80% som følge af reduceret dieselmængde (traktorkørsel).
  • Indholdet af muld og fugtigheden i marken blev forøget, lige som selve markjorden ikke blev helt så hårdt sammenpresset som normalt, fordi bearbejdningen af jorden blev reduceret.
  • Antallet af ukrudtsbekæmpelser blev reduceret med 20% (1999).

Som en konsekvens af de nye genteknologiske herbicidtolerancer er brugen af den pløjningsfri dyrkning blevet kraftigt forøget, bl.a. i forbindelse med sojadyrkningen i USA og rapsdyrkningen i Canada. Ifølge American Soybean Association er brugen af den pløjningsfri dyrkning i perioden 1996 til 2001 steget til 49% og dyrkning med reduceret forarbejdning af jorden til 33%. Læs mere

Pløjningsfri dyrkning indebærer også store besparelser af diesel til traktorerne. Brændslet er normalt en tung udgiftsposter for landmanden.

Mindre giftighed – kortere halveringstid

Der findes endnu en vigtig komponent i forbindelse med bekæmpelsesmidlernes (pesticidernes) miljøprofil. Når et pesticids påvirkning på mennesker og miljø skal vurderes, er det vigtigt dels at tage hensyn til præparatets giftighed, og dels til spørgsmålet om, hvor hurtigt midlet bliver nedbrudt i miljøet. Ved at vurdere de to komponenter kan man danne sig et overblik over bekæmpelsesmidlets potentielle skadelige virkning på sundhed og miljø.

Et eksempel er Roundup, der har en halveringstid på marken på 47 dage, sammenlignet med 60-90 dage for præparater, der bliver brugt mod ikke-genmodificerede afgrøder. Disse herbicider er desuden 3-16 gange så giftige for mennesker sammenlignet med Roundup, viser en undersøgelse, som er gennemført af det amerikanske Environment Protection Agency.

Læs mere på: ao273f

Miljøorganisationernes holdning til herbicidtolerance

Brugen af genmodificering til at gøre en plantetype resistent over for et bestemt bekæmpelsesmiddel, er imidlertid kontroversielt. De fleste miljøorganisationer mener, at landbruget skal gøre alt, hvad de kan for så hurtigt som muligt at stoppe brugen af herbicider. Organisationerne er ganske vist enige i, at miljøbelastningen muligvis er blevet mindre med de nye herbicidtolerancer, men peger samtidig på, at vi bliver hængende i et ”kemikaliebaseret landbrug”, som er domineret af en fåtal aktører.

Svenska Naturskyddsföreningen skriver bl.a. om deres holdning til genteknologi: ”Genmodificerede planter, som er tolerante over for bekæmpelsesmidler, kan ved krydsning sprede resistens til skadelige organismer. Dette kan på længere sigt føre til en øget anvendelse af kemikalier i forbindelse med bekæmpelse af ukrudt”.

Den danske miljøorganisation NOAH (www.noah.dk) er kritisk indstillet over for brugen af genteknologi, men dog ikke modstandere af alle genteknologiens former. Organisationen arbejder for, at alle genteknologiske metoder, produkter og organismer kun bliver anvendt i lukkede systemer. NOAHs holdning er, at de forskellige risici ved genmodificerede afgrøder endnu ikke er tilstrækkeligt undersøgt.

Landmændenes holdning til herbicidtolerance

Svenska Lantbrukarnas Riksförbund (LRF) udtrykker en forsigtig holdning til de nye herbicidtolerancer. I LRF’s principerklæring omkring genteknologi hedder det bl.a.: ”Vi vil ikke benytte dyrkningsmetoder, som kan lede frem mod et øget kemikalieforbrug og en kemikalieafhængighed i det svenske landbrug. Eftersom herbicidresistens har sådanne konsekvenser, skal vi modvirke den udvikling”.

Frö- och Oljeväxtodlarna (SFO) betragter genteknologien som et lovende område, når det drejer sig om udviklingen af svenske olieplanter. Både hvad angår produktudvikling og dyrkningsteknik. SFO er en medlemsorganisation i LRF og henviser i øvrigt til LRF’s principerklæring om genteknologi.

Den danske pendant til LRF, Landbrugsraadet, opfatter derimod generelt genteknologien som værdifuld. Hvis teknologien bliver brugt med omtanke, så findes der en række udviklingsmuligheder for både plante- og husdyrproduktionen, i landbruget såvel som i fødevare- og medicinalindustrien. Landbrugsraadet vurderer dog, at der skal en bredere samfundsmæssig accept til, før genteknologien kan introduceres i Danmark.

Insektresistens

I 2001 blev der på verdensplan alt i alt dyrket genmodificerede afgrøder på ca. 50 mio. hektar jord. USA er det land, der har det største areal med genmodificerede afgrøder, i alt ca. 68% af det dyrkede areal. I Nordamerika, Argentina og Kina udgør majs, bomuld, soja og raps de store GM-afgrøder. I de lande er insektresistens (dvs. hvor hårdfør planten er over for insekter) en vigtig egenskab for at sikre høsten, ikke mindst i forhold til dyrkningen af majs og bomuld.

Sådan bekæmpes majsborer

For de landmænd, der dyrker majs, er insektet majsborer et frygtet og svært udryddelige skadedyr. Det lægger sine æg på undersiden af majsbladet, og så snart larven er klækket, kryber den over på stammen, hvor den gnaver sig ind. På den måde får larven både mad og beskyttelse af majsstammen.

Med konventionelle insektbekæmpelsesmidler (insekticider) kan man kun bekæmpe majsboreren, når den er på vej fra bladet til stammen. I den genmodificerede Bt-majs (der har fået tilført et gen fra Bacillus thuringiensis) indeholder selve plantevævet stoffer, som majsborerens larver er følsomme over for. Så snart larven begynder at gnave på bladet eller stammen, optager den stoffer, som skader insektet selv, og dermed bliver angrebet på majsplanten reduceret.

Resistens giver et mere sikkert høstudbytte

Fordelene ved resistens over for svært udryddelige skadedyr er et mere sikkert høstudbytte samt en mindre miljøbelastning, fordi kemiske insektbekæmpelsesmidler ikke er nødvendige. Landmanden, der slipper for at skulle håndtere bekæmpelsesmidlerne, opnår samtidig en betydelig arbejdsmiljømæssig gevinst. I en schweizisk rapport (Swiss Association of Research and Nutrition) bliver det reducerede forbrug af pesticider (bekæmpelsesmidler) fremhævet som den vigtigste miljøfordel ved genteknologien. Under dyrkningen af genmodificerede Bt-bomuld i USA i 1996-2000 blev forbruget af bekæmpelsesmidler reduceret med 1 mio. kilo bekæmpelsesmidler sammenlignet med konventionelt dyrkede majs.

Men også indirekte har f.eks. genmodificeret Bt-majs vist sig at give et mere sikkert høstudbytte. Bt-majsen indeholder væsentligt lavere værdier af svampegift, end den tilsvarende konventionelle majs. Årsagen til den mindre mængde svampegift, som bliver ophobet i Bt-majsen, er formodentligt, at færre insektangreb giver færre ”døre” for selve svampen. Derfor kan Bt-majsen være med til at sikre sundere fødevarer og foder.

Det største insektproblem i Skandinavien er bladlus. Men til forskel fra majsborere og andre gnavende insekter, er bladlusen et stikkende og sugende insekt. Bladlusen har et andet stofskifte end f.eks. majsboreren, og det betyder, at Bt-giftstoffer ikke er så effektive mod bladlus. Forskerne forsøger derfor at finde andre stoffer, som kan være effektive mod bladlus.

Genteknologien: en ny mulighed eller bare en midlertidig løsning?

Ofte hører man i den almindelige debat, at genmodificerede Bt-afgrøder kun er en midlertidig løsning på et problem. Resistente insekter vil hurtigt sætte resistensen ud af spil, og det betyder, at landmanden må vende tilbage til kemisk bekæmpelse. Resistens over for skadedyr i en afgrøde er ikke et nyt fænomen, men derimod en egenskab, som man til alle tider har efterstræbt i planteforædlingen, fordi skaderne har store konsekvenser for hele dyrkningen. Det genteknologien kan, er at tilbyde en ny mulighed for resistens over for insekter – et område, som planteforædlingen indtil videre ikke har haft det store held med.

Al resistensforædling gennem årene har vist, at en resistensmekanisme har en vis levetid på markedet. Efter en kortere eller længere periode vil skadesorganismer, som er immune over for resistensmekanismen, dukke op i afgrøderne. De bliver ofte betegnet som ”resistensbrydere”. Efter et antal dyrkningssæsoner er resistensbryderne blevet så udbredte og almindelige, at resistensmekanismen bliver virkningsløs set fra landmandens synsvinkel.

En mekanismes levetid kan variere fra et fåtal af år og op til, at man endnu ikke har opdaget resistensbrydere – altså at ingen på nuværende tidspunkt kan svare på, hvor længe en bestemt resistensmekanismen kan benyttes i landbruget. Dette samspil eksisterer og er velkendt, og det vil blive ved med at optræde uafhængigt af, om resistensen er indført via traditionel planteforædling eller ved hjælp af genteknologi.

Planteforædlerens modtræk er ofte at indbygge flere uafhængige resistensmekanismer i en ny sort. I de tilfælde, hvor det er muligt, har strategien ofte vist sig at være særdeles succesfuld. Den begrænsende faktor er adgangen til resistensmekanismer. For planteforædleren åbner genteknologien derfor op for mange interessante muligheder. En kombination mellem resistens, der på traditionel vis er krydset ind i planten og så den genteknologiske resistens, bliver efter alt at dømme udbredt i fremtidens planteforædling.

Holdbar resistens

Hvordan forholder det sig så med Bt-afgrøderne? Er også de bare en midlertidig løsning? De første Bt-afgrøder på markedet er opbygget med et enkelt Bt-gen, og baserer sig derfor også kun på en eneste resistensmekanisme. Derfor dyrker man Bt-sorterne sammen med ikke-Bt-sorterne, og denne fremgangsmåde til dyrkning skal kunne forlænge den periode, der går, inden resistensbryderne bliver alt for udbredte. Hvor effektiv fremgangsmåden er, og hvor lang tid resistensen kommer til at fungere på markedet, strides forskerne om. Det vil de formodentlig blive ved med, indtil de står med facit i hånden.

Eftersom dette samspil har været et velkendt fænomen for planteforædlerne i lang tid, bliver der arbejdet intensivt på at udvikle komplette mekanismer, som kan gøre resistensen mere holdbar i et markedsperspektiv.

Bt i økologisk landbrug

I den økologiske dyrkning – og til en vis grad også i det konventionelle landbrug – har man i lang tid benyttet bakterien Bacillus thuringiensis som et bekæmpelsesmiddel. Landmændene sprøjter bakterien ud over markerne for at forhindre insektangreb. Mange økologiske landmænd vurderer, at hvis dyrkning af insekttolerante afgrøder finder sted i stor udstrækning, vil risikoen for, at insekterne bliver resistente over for Bt-bakterien blive forøget.

Fremtidige egenskaber

Genmodificerede afgrøder er ikke bare insektresistente og herbicidtolerante. Allerede i dag er der f.eks. markedsført afgrøder (dog ikke i EU),  som er gjort resistente over for specielle vira. Forbedret resistens mod omfattende svampesygdomme, f.eks. aksfusariose, bliver i øjeblikket testet på forsøgsmarker. Bedre tolerance over for forskellige typer af stress som f.eks. kulde, frost, tørke, hede eller højt saltindhold i jorden er andre områder, der forskes intensivt i.

De nævnte eksempler er alle egenskaber, som fremmer selve dyrkningen (jævnfør ”input traits”). Men for landbruget kan det også blive interessant og medføre nye indkomstmuligheder, at dyrke afgrøder, hvor høstudbyttet har fået tilført en merværdi (jævnfør ”output traits”). Merværdien kan være rettet mod fødevarer, foder eller teknisk industri. I fremtiden kan man i visse undtagelsestilfælde også forestille sig, at der vil blive dyrket planter på marken til brug for medicinproduktion. En højere værdi på det samlede høstudbytte bør give landmanden mulighed for at øge sine indkomster.

Landbruget i dag

Der findes overordnet tre former for landbrug: konventionelt, integreret og økologisk. Det integrerede er uden tvivl det dominerende. I dag er den Morten Korch idyl, som mange forbinder med fødevareproduktionen af både dyr og afgrøder på landet, forsvundet. Nu handler det i stedet om stordrift. I de følgende afsnit bliver det beskrevet, hvordan moderne landbrugsproduktion foregår. Fra såning til høst.

Konventionelt landbrug

I det konventionelle landbrug anvender man alle de produktionsmetoder, der er tilladte, både hvad angår bekæmpelsesmidler og kunstgødning. Den konventionelle dyrkningsform nåede sit højdepunkt i 1970’erne, men er efterhånden blevet mere behovstilpasset og integreret. Det konventionelle landbrug er efterfølgende blevet kritiseret for at være alt for stramt struktureret, dvs. at man f.eks. sprøjtede markerne efter kalenderen – uanset det reelle behov.

Integreret landbrug

Det integrerede landbrug er i dag det dominerende. Integreret landbrug indebærer, at landmanden forsøger at tilpasse brug af bekæmpelse og kunstgødning efter behov. Baggrunden er en øget miljøbevidsthed, men også det faktum, at bekæmpelsesmidler og kunstgødning er så dyrt, at der ikke er råd til at overdrive brugen.

En vigtig del af de igangværende forbedringer, som diskuteres inden for det integrerede landbrug, er at så vidt muligt overgå fra pløjning til den såkaldte pløjningsfri dyrkning. Det vil betyde, at den næste afgrøde på marken skal sås direkte i stubben fra sidste høst. Det sparer både penge og miljøet. Landmanden sparer forbruget af diesel til traktorerne, og set ud fra et miljøperspektiv bliver mængden af både udstødning og drivhusgasser reduceret. Når man pløjer, eller på anden måde bearbejder jorden, bliver det organiske materiale nedbrudt og der bliver derefter dannet kuldioxid, som bidrager til drivhuseffekten. Beregninger viser, at udslippet af drivhusgasser fra Europa ville blive reduceret med 3%, hvis 40% af landbruget gik over til en mildere bearbejdning af jorden.

Økologisk landbrug

Grundpillerne i den økologiske produktion er, at man bruger såkaldt naturlige bekæmpelsesmidler og gødning fra staldene, og dermed siger nej til syntetiske bekæmpelsesmidler og kunstgødning samt genmodificeret såsæd.

Det økologiske landbrug står i dag for 5-10% af den samlede produktion i Sverige. Den svenske regering har sat som mål, at det økologisk dyrkede areal skal fordobles (20%) inden 2005, lige som den økologiske animalske produktion skal forøges. For at kunne opfylde målsætningen yder staten tilskud til økologisk landbrug. Størstedelen af tilskuddet gives til skovrige områder som Värmland, mens en mindre del går til de typiske slettelandskaber.

KRAV og LØJs holdning

I 1999 blev 93.000 hektar landbrugsjord i Sverige dyrket i overensstemmelse med KRAV-normerne. Det er en tredobling af arealet i forhold til 1992. KRAV, som er et kontrolmærke for økologisk produktion, har en nultolerance i forhold til GMO. I foreningens principerklæringer hedder det bl.a., at ”Genmodificerede organismer hører ikke hjemme i det økologiske produktionssystem”.

Den danske forening Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) tager generelt afstand fra såvel brugen af genmodificerede afgrøder i fødevareproduktionen som dyrkning af genmodificerede planter i naturen. Dette standpunkt omfatter også landbrugsproduktionen uden for den økologiske verden.

Fra pløjning til høst

Landmanden sår enten sine marker om efteråret eller om foråret. Forud for forårssæden bliver markerne ofte pløjet igennem i løbet af efteråret. Pløjningen betyder, at jorden bliver løst op og gjort klar til videre bearbejdning. Grunden til, at man ofte pløjer om efteråret er, at jorden derefter ”fryser i stykker” og bliver mere porøs af vinterkulden. Jorden bliver løst op og ”rystet”, og det er den største gevinst ved denne fremgangsmåde. Det opvejer nemlig det forhold, at de tunge landbrugsmaskiner pakker jorden hårdt sammen, når de ruller frem for at sprøjte eller bearbejde marken. Ulempen er, at jorden i en lang periode ligger ubeskyttet hen uden planter til at holde sammen på jordens struktur.

Om foråret bliver jorden harvet, dvs. den bliver jævnet ud, løst op i det øverste lag og gjort klar til såningen. I både det konventionelle og det integrerede landbrug bliver marken tilført kunstgødning i forbindelse med såningen. Når ukrudtet er kommet et stykke op og 2-3 blade pr. ukrudtsplante er synlige, bliver marken sprøjtet med bekæmpelsesmiddel. Afhængigt af omstændighederne kan det også blive aktuelt at sprøjte mod svampeangreb.

Umiddelbart inden kornet sætter frø, kan det være relevant med endnu en svampe- eller insektbekæmpelse. Høstarbejdet sker ved hjælp af en mejetærsker, som skiller kornet fra halm og agner.

Pløjningsfrit landbrug

Frem for alt i Nordamerika er dyrkningssystemerne i høj grad blevet tilpasset genteknologiens landvindinger. Takket været den nye herbicidtolerance er man derfor gået over til pløjningsfri dyrkning i forbindelse med ind til videre soja og raps. Metoden indebærer – som navnet antyder –, at landmanden ikke pløjer jorden før såning. Man harver eventuelt, og sår derefter direkte på den let bearbejdede mark.

Der er flere grunde til, at den pløjningsfri dyrkning har fået så stor gennemslagskraft. Dels giver metoden mulighed for mindre afstand mellem rækkerne og dermed et større høstudbytte. De herbicidtolerante planter kræver ikke som tidligere, at man må helt ned mellem rækkerne for mekanisk eller kemisk at kunne bekæmpe ukrudt og insekter. Dels sparer landmanden traktordiesel, fordi jorden ikke i samme grad skal bearbejdes. Diesel er normalt en af de store udgiftsposter i landbruget. Andre positive effekter af den reducerede jordbearbejdning er, at omfanget af jorderosion er blevet markant mindre. Markjorden bliver mindre hårdt sammenpresset, fordi de tætte og tunge kørsler med forskellige redskaber er blevet reduceret, fugtigheden i jorden bevares bedre (hvilket især er vigtigt i kontinentale klimaer med høje sommertemperaturer og en begrænset mængde sommernedbør) og indholdet af muld bliver forøget.

I Sverige har en del landmænd testet den pløjningsfri dyrkning, og det har ikke været uden problemer. F.eks. er der opstået en del problemer med typer af kvikgræs. Kvikgræs kan normalt bekæmpes med ukrudtsmiddel, men også harvning og pløjning giver en god effekt. Et andet problem har været, at de tilbageværende stubbe og halmrester på de upløjede marker forårsagede plantesygdomme i de nye afgrøder.

Læs mere om Bio her.